Hovedpine og piskesmeld

Hovedpine kan stamme fra nakkeproblemer eller migræne, mens piskesmæld opstår efter pludselige bevægelser. Kiropraktisk behandling kan hjælpe med at lindre symptomerne.

Hovedpine fra nakken: Årsager og behandling

Der findes mange forskellige typer af hovedpine. Hvis den stammer fra låsninger og spændinger i led og muskler omkring nakke og bryst ryg, plejer kiropraktisk behandling at have god effekt på dette.

Cervikogen hovedpine/spændingshovedpine opstår typisk fra stramme muskler og led i nakken og forværres ofte af bestemte bevægelser eller nakkepositioner. Den kan optræde på den ene eller begge sider af hovedet og sidder som regel i baghovedet, men kan trække op mod tindingerne og panden.

Smerten skyldes ofte nedsat bevægelighed i nakken, hvilket kan korrigeres hos en kiropraktor med hjælp fra ledmanipulation, bløddelsbehandling og træning.

Hvp 1
Hvp 2

Migræne og alvorlige hovedpiner: Årsager og behandling

Migræne er en type hovedpine, der oftest mærkes i den ene side af hovedet og karakteriseres ved en intens, dunkende smerte. Mange har behov for mørke, stilhed og hvile under et anfald, og nogle oplever også kvalme, opkast samt synsforstyrrelser som flimmer eller pletter på synet.

Vi kender ikke den præcise årsag bag migræne, eller hvorfor så mange lider af det, men det kan delvist skyldes en arvelig eller hormonel komponent. I nogle tilfælde kan migræne også relateres til fejlfunktion i nakkehvirvelsøjlen. Kiropraktisk behandling kan oftest ikke fjerne migrænen, men kan være gavnlig til at reducere hyppigheden og intensiteten af anfald. Forskningsresultater understøtter effekten af kiropraktisk behandling, som udover ledfrigørende manipulationsbehandling også omfatter andre manuelle behandlingsteknikker, træningsvejledning og rådgivning.

Hovedpine kan i sjældne tilfælde skyldes en mere alvorlig årsag, såsom hjerneblødning, svulst, forhøjet blodtryk eller infektioner. I disse situationer er det typisk en ny, vedvarende og kraftig hovedpine, der pludselig opstår. Dette skal altid tages alvorligt, og vi anbefaler, at man kontakter sin egen læge eller 1813 i sådanne tilfælde.

Derfor starter man altid med en grundig sygehistorie og undersøgelse for at udelukke alvorlige årsager. Hvis kiropraktoren er i tvivl, henvises du videre til lægen. Symptomer, du skal være opmærksom på, inkluderer bl.a. neurologiske udfald, synsforstyrrelser, opkast og ændringer i adfærd.

Piskesmæld: Symptomer og behandling

Piskesmæld forbindes typisk med et biluheld, hvor et kraftigt stød udefra får nakken til at bevæge sig hurtigt frem og tilbage. Det, der sker, kan sammenlignes med en forstuvning af sener, led og muskler, og det giver typisk stivhed, hævelse og smerte i nakken og brystryggen, som opstår inden for 48 timer efter uheldet.

Andre symptomer, der kan være forbundet med piskesmæld, inkluderer svimmelhed, hovedpine, søvnforstyrrelser og koncentrationsbesvær. Hvis man oplever opkast, neurologiske udfald i armene som tab af kraft eller følelse, eller har kraftige smerter, bør man søge akut hjælp hos sin læge eller på skadestuen.

Det er ofte en god idé at bevæge og bruge nakken igen så hurtigt som muligt, inden for et smertefrit niveau. Kulde, som en ispose, kan anvendes på nakken for at dæmpe hævelse og smerte, ligesom man ville gøre ved en forstuvet ankel: 10-15 minutter ad gangen, cirka én gang i timen i den akutte fase.

Hvp 3